Fra pensionsmoden 60+ til frihedssøgende 40+ med en aktiv porteføljekarriere
For 20 år siden så billedet på en typisk interim leder sådan ud: halvstøvede mænd på 60+ år i småkedelige grå jakkesæt. Erhvervsmanden, der stod med én fod på vej ind i livet som pensionist, men som lige skulle have en sidste tur i manegen. Han (og det var som regel en ’han’) havde en lang karriere bag sig – typisk fra langvarige ansættelser i virksomheder inden for samme branche.
Og klip til i dag …
Nu ser vi en ny generation af interim ledere – dynamiske profiler fra 40 år og opefter, der aktivt har valgt en porteføljekarriere. De prioriterer fleksibilitet og frihed i arbejdslivet og ser en værdi i kortere tilknytninger, fordi det giver mulighed for at sammensætte deres arbejdsliv præcis, som de ønsker. Med plads til orlov, rejser, bestyrelsesarbejde eller andet, der måtte berige deres liv.
”Fra støvede, grå jakkesæt på 60+ på vej på pension til 40+, der har truffet et aktiv valg om en porteføljekarriere og dermed et friere og mere fleksibelt arbejdsliv”
Fuld tid og deltid
I dag ser vi mange forskellige typer tilknytninger og kontrakter til interim lederstillinger. Fuld tid er den mest fremherskende til stillinger som CEO, COO og andre tunge ledelsesfunktioner. Men vi ser også en begyndende stigende efterspørgsel efter deltids-tilknytninger. De kan være sammensat på mange måder – måske som et bestemt antal timer pr. uge eller som to-tre faste dage.
”Deltid er en ny tendens. Især inden for de seneste 6-12 måneder har vi set en øget efterspørgsel efter tilknytning på deltid eller halvtid – primært til projektstillinger. Med en deltids-tilknytning åbnes der mulighed for selv at sammenstykke sit arbejdsliv – og dermed forfølge en porteføljekarriere, hvor der er tid til overs, som kan kanaliseres over i ét andet job ved siden af, konsulentarbejde, bestyrelsesarbejde eller f.eks. til fritid og rejser”, siger Christian Hvashøj Schaarup.
I langt de fleste tilfælde er det dog stadig fuldtid interim-opgaver, som er mest efterspurgt.
Kvinde eller ej
For 20 år siden var Interim lederen næsten altid en mand. Kvinderne var meget underrepræsenterede. Det er de stadig, men knap i så stor udstrækning. Hvor det for 20 år siden måske hed 90/10, hedder det i dag 70/30.
”Der er stadig et stykke vej at gå, men i takt med at vi ser flere kvinder indtræde på topposter og i lederstillinger, vil det også med tiden smitte af på vores branche. Vi vil komme til at se flere og flere kvindelige interim ledere, så vi på sigt lander på 50/50”.
Følg Nextt Management på Linkedin og hold dig opdateret med nye spændende interim opgaver og indsigter fra markedet